Ebbe Stub Wittrup

Ebbe Stub Wittrup, 2016, Martin Asbæk Gallery, Copenhagen, Denmark

Press release

Ebbe Stub Wittrup
Figures of Perception
09.12.16 – 07.01.17

Martin Asbæk Gallery er stolte over at kunne præsentere: Figures of Perception - en soloudstilling af den danske kunstner Ebbe Stub Wittrup. Wittrups filosofiske og tankevækkende udstilling fremviser en række af hans nyeste værker, der udforsker den menneskelige perception af virkeligheden.

Med serien Perception Figures, der både ligger navn til udstillingen og understreger dens tema, inddrager Wittrup elementer fra perceptionsforskningen og tematiserer vores erkendelse af virkeligheden. Dels som fænomenologisk og naturvidenskabeligt projekt, dels som et altid aktivt spørgsmål for beskueren i mødet med værket.

Værkserien er baseret på skitser fra 1926 af den danske perceptionsforsker Edgar Rubin, der er mest berømt for tegningen af den to ansigtede vase, hvor man enten ser to ansigter eller en vase. Disse skitser, som værket er baseret på, skaber en illusion mellem figur og grund. Ebbe Stub Wittrup har støbt disse illusioner til fysiske gipsobjekter og siden fotograferet dem i et klassisk lys og skygge studie. Med subtile greb mindes vi gennem disse værker om det ofte ambivalente forhold mellem det fysiske, og det vores øjne opfatter i vores daglige interaktion med objekter.

Tidligere på året var Perception Figures-serien udstillet som en del af en omfattende international soloudstilling af Wittrups værker på Kunstverein Braunschweig i Tyskland og de blev i 2015 en del af Statens Museum for Kunsts samling.

For Ebbe Stub Wittrup er perception ikke kun noget der sker på nethinden, men en kompleks og dynamisk proces, påvirket af individuelle, sociale, historiske og kulturelle mønstre. Psykologi, mytologiske fortællinger og sågar kunsthistorien spiller en afgørende rolle for hvordan vi opfatter et givent fænomen.

Dette kommer til udtryk i værkserien Repetition of a Word Thirty Three Times, der fremstiller græshoppen i et dobbelt kulturelt portræt. I den østlige mytologi opfattes græshoppen som et lykkebringende dyr forbundet med fremgang og spirituelle egenskaber, i biblen derimod optræder græshoppen overvejende som et ildevarslende skadedyr. Således betoner værket forskellige anskuelser og mytologier
og hvordan disse er med til at præge og forme verden, som den fremtræder for vores sanser og intellekt. Værket indgår i efteråret 2017 i en stor udstilling om dansk samtidskunst på ARoS - Aarhus Kunstmuseum.

Kan vi egentligt skelne mellem hvad der er myte og realitet. Hvad har højglanspolerede aluminiumsstænger for eksempel at gøre med et citat fra en ukendt filosof? Og hvad har fotokopimaskinepapir at gøre med Jørn Utzons hus på Mallorca? Disse spørgsmål rejser Wittrup i udstillingens to andre værker, som blev til under et artist residens ophold i Jørn Utzons hus ’Can Lis’ på Mallorca og vist på solo udstillingen Quote From an Unknown Philosopher på Kunsthalle São Paulo i 2016.

Ebbe Stub Wittrup (født 1973 i Århus, DK) bor og arbejder i København. Han har været lektor på Det Jyske Kunstakademi siden 2013. I 2016 har Stub Wittrup haft soloudstillinger på Kunstverein Braunschweig i Tyskland, CCA Andraxt på Mallorca og Kunsthalle Sao Paulo i Brasilien. ARoS kunstmuseum og Kirchner Museum i Davos har vist soloudstillinger med Wittrup i 2014 og 2013. Hertil har Wittrup været med på adskillelige gruppeudstillinger
både i Danmark og i udlandet. Han er repræsenteret i adskillige samlinger her hjemme og i udlandet bl.a. Statens Museum for Kunst, Collection Munich-RE, Thyssen-Bornemisza Contemporary Art Foundation, Vienna, ARoS Museum of Modern Art, Aarhus, Denmark, Falconer Gallery, USA, Ny Carlsberg Fondet donation for Danish Cultural Institute, Beijing, China, Statoil Art Collection.